Selv om der har været succes fra karrierens start i TV-serien “Dawson’s Creek”, er det først nu den amerikanske skuespiller Michelle Williams føler, hun har fundet sin egen stemme. Rollen som Marilyn Monroe havde hun ikke turdet tage for bare få år siden, men i mellemtiden har rollen som mor og eksmanden Heath Ledgers død forandret det meste.
_______________________________________________________________________
For nogle er vejen til at finde sig selv lige ud og enkel. For andre er den vej fuld af forhindringer og krumspring, også selv om den ud ad til ser ud til at være brolagt med guldplader.
”Det er sjovt, for jeg kan slet ikke genkende billedet, når andre beskriver mit karriereforløb som sådan et perfekt et”, siger Michelle Williams med et af sine blide smil, som interviewet skal vise er noget typisk for hende og som står i kontrast til det lidt mutte image hun har fået de seneste år. Men som egentlig passer udmærket til den enkle og yderst tækkelige, nærmest puritanske sorte kjole med hvid krave hun sidder i. Håret er kort og blondt og sætninger bliver ofte indledt med et ”gosh”. Alligevel må man sige, at det stadig er de færreste 30-årige skuespillere forundt at have været nomineret til en Oscar to gange – for filmene ”Brokeback Mountain” og ”Blue Valentine”. Og hvis rygterne i Hollywood har noget på sig, en tredje højst sandsynlig er på vej for hendes fortolkning af årtiers mest populære kvindelige skuespiller, Marilyn Monroe, i den aktuelle film, ”My Week with Marilyn”. Men rollen som Marilyn var en, hun først sagde nej til.
”At skulle spille Marilyn, tror jeg, er skræmmende for de fleste skuespillere, fordi hun er sådan en ikonisk figur, vi alle har et forhold til eller en opfattelse af. Og jeg følte mig slet ikke klar til at tage sådan en opgave på mig. Samtidig, må jeg indrømme, tiltrak rollen mig også – at skulle vise den mere private side af Marilyn – så efter seks måneders diskussion med mig selv, sagde jeg alligevel ja.”
Et svar, der i øvrigt blev tilskyndet af hendes medspiller i ”Blue Valentine”, Ryan Gosling, der var overbevist om, at hun kunne løfte opgaven og som har beskrevet sin medspiller sådan her: ”Hun er en blanding af Brigitte Bardot og Clint Eastwood. Der er en cowboy-kvalitet over hende. Og på en måde er hun som Montana, med et enormt landskab inde i sig, som man kun får lov at se, hvis du arbejder hårdt på at komme derind, hvor det er tilgængeligt”.
Efter ja’et fulgte endnu otte måneder bare med forberedelse. Med at se alle Monroe’s film, gamle klip og med at tillære sig et helt nyt kropssprog.
”Marilyn og jeg ligner jo overhovedet ikke hinanden fysisk, så det var en udfordring. Alene hendes fingre var enormt udtryksfulde og jeg havde aldrig skænket det en tanke, hvordan jeg brugte mine. Og så var der hendes måde at gå på, når hun var offentlig. Hun var en kvinde, der solede sig i mænds opmærksomhed. At gå på den måde lå meget fjernt fra mig, men jeg begyndte at forstå, hvad det var hun nød, en dag, da jeg klædt som Marilyn, gik forbi nogle teknikere på settet og de bare stod og gloede”, fortæller Michelle Williams med en lille latter og fortsætter:
”Marilyn var uanset andre svagheder og skrøbeligheder, en kvinde, der var fuldstændig tryg i sin egen krop, hvilket andre og især jeg kunne lære af. I det hele taget har jeg lært ret meget af denne her rolle. Og undervejs under indspilningerne, er det gået op for mig, at jeg for første gang i min karriere, føler, at jeg har fundet min egen stemme som skuespiller. Jeg føler mig ikke længere så genert. Det er meget befriende.”
Den smilende, selvsikre Michelle Williams står også i kontrast til den yngre Williams, der først blev anset som en letvægts-ungdomsskuespiller i tv-serien ”Dawson’s Creek” med bl.a. Katie Holmes. Eller den indadvendte kvinde, der skyede pressen efter gennembruddet i ”Brokeback Mountain”, hvor hun mødte sin nu afdøde eks-mand, Heath Ledger, der også er far til hendes i dag seks-årige datter Matilda, skyede pressen. Det blev ikke bedre af, at paparazzierne efter Ledgers uheldsramte sovepille-overdosis i januar 2008, gik amok og jagtede Williams intenst. Også selv om parret var gået fra hinanden et halvt år forinden. Heath Ledgers død vil hun helst ikke tale om. En nyhed hun iøvrigt fik, da hun var i Sverige for at indspille Lukas Moodysson’s ”Mammoth” og hvorfra hun kort tid efter udsendte pressemeddelelsen med ordlyden ”I am heartbroken”. I dag formulerer hun det således:
”Hele det år, 2008, var én lang smerte og sorg-bearbejdelse. Og selv om jeg lavede ”Shutter Island” med Scorsese og det på sin måde var stort, så var det først, da vi gik i gang med optagelserne til ”Blue Valentine” i december, jeg husker, at jeg tænkte, ”arbejde er sjovt igen”. Og det var en lettelse, for jeg havde været i tvivl om jeg nogensinde ville få det sådan igen. Om jeg overhovedet skulle være skuespiller mere”.
Men at ”Blue Valentine” overhovedet kom i stand for hende, hang i en tynd tråd. Ganske vist havde instruktør Derek Cianfrancre og Williams arbejdet på finansieringen i mange år, men da den gik igennem og optagelserne i Californien kunne begynde, kom Williams’ private løfte til sig selv og sin datter i vejen.
”Efter Heaths død lovede jeg, at jeg ville være der for min datter hundrede procent. Selv lægge hende i seng hver eneste aften og ikke tage hende ud af de vante rammer. Det betød også, at jeg ikke lige kunne rejse eller flytte hende med i de måneder. Så jeg ringede Derek op, grædende, og sagde faktisk nej”, fortæller Michelle Williams.
At filmen alligevel blev til noget, med Williams i hovedrollen, skyldtes at instruktøren i stedet flyttede locations til østkysten, så Williams kunne køre dertil fra sit hjem i Brooklyn hver dag.
Udover, at historien siger noget om hvor dedikeret Williams er til sin rolle som mor, viser den også tydeligt den integritet, der med årene også er blevet skuespillerens varemærke. For ja, selv om hun begyndte karrieren i ”Dawson’s Creek” og blev udråbt til at være en ”poptøs” af den amerikanske presse, har hendes valg af film sidenhen vist, at hun ikke er i branchen for berømmelsen eller pengene. Efter ”Brokeback Mountain”, har hun ofte lavet små, smalle independent-film som den alternative western “Meek’s Cutoff” og “Wendy & Lucy” af Kelly Reichardt.
”De to film jeg har lavet med Kelly Reichardt anser jeg selv for at være de vigtigste i min karriere, for de bragte mig tilbage til en måde at arbejde på, som jeg havde glemt. De bekræftede min lyst til at lave små film med venner. Det var det jeg ville, da jeg drømte om at blive skuespiller”.
Og drømte om at blive skuespiller gjorde Williams fra en tidlig alder. Familien med de norske aner – mellemnavnet lyder ”Ingrid” – flyttede fra Montana til San Diego, da hun var ni år og et par år efter dukkede hun op første gang i gæsteoptrædener i forskellige tv-shows. Forældrene mente ikke, en karriere i Hollywood var sagen, så den unge Williams med tendens til selvtilstrækkelighed så ikke anden udvej end at lade sig skille juridisk fra sine forældre. Hvilket hun så gjorde som 15-årig og flyttede til Los Angeles. To år efter landede rollen i ”Dawson’s Creek” i hendes skød. En periode hun tidligere har udtalt sig om til avisen The Sun.
”Jeg hang ud med vilde venner, gik på natklub og jagtede det, jeg troede, var det rigtige Hollywood. Jeg opfattede det som et sted uden grænser. Der var ingen regler og det var farligt. Det lykkedes mig at komme fra det med min fornuft intakt, men jeg ville aldrig nogensinde anbefale en teeanger at gøre det samme”.
Tilbage til nutiden. Nu står hun nu med et af sit livs mest markante præstationer som Marilyn. Og en mulig tredje Oscar-nominering på vej.
”Gosh, hver nominering er kommet som en overraskelse. Helt ærligt, jeg troede aldrig, jeg ville ende her”, lyder hendes ydmyge ord.
Interviewet har været bragt i Femina nr. 3, 2012
